USA Rejser - Magasinet om rejser til USA. Kig her inden du bestiller din USA rejse.

Legendariske ‘The Strip’ i Las Vegas

The Strip i Las Vegas er en af de mest berømte og berygtede seværdigheder i USA. Det er på denne 6,8 km. lange gade, at man finder alle de store casinoer, og det er i sig selv en oplevelse at køre op – eller ned – ad gaden og opleve de mange flotte bygninger og attraktioner.

Hvor kan man ellers i verden se en kopi af Eiffeltårnet, en glaspyramide med tilhørende sfinx, enorme springvand og kolos-store hoteller – alt sammen lyst op af over 15.000 km neonlys? Smagløst eller ej, Las Vegas tiltrækker millioner af turister, der kommer til Syndens By for at blive underholdt, gå en tur i en forlystelsespark, få lidt godt at spise, spille lidt på casino og få en oplevelse for livet.

Der er over 67.000 hotelværelser på The Strip, så der er næsten altid plads på et af de enorme hoteller. Det er endda forholdsvist billigt, da hotellerne samtidig forventer, at man går ned i hotellets casino og prøver lykken – i de fleste tilfælde forgæves.

Skulle man være heldig og vinde den store gevinst i f.eks. et spil video poker er der rig mulighed for at brænde gevinsten af lynhurtigt. Hotellerne har fantastiske suiter på de øverste etager, hvor man udover den smukke udsigt også får rigelige mængder af luksus. Flere af hotellerne er også at betegne som resorts, hvor det er som at bo i en lille by med shopping-center, adskillige restauranter og barer, golfbaner og adskillige andre forlystelser.

Hotellerne og casinoerne har forskellige temaer, f.eks. er der i Treasure Island fokus på piraterne i det caribiske hav, Luxor har det gamle Egypten som tema og The Venetian har bygget en mindre version af Venedig. Det er virkelig gennemført, så selvom man ikke er gæst på hotellet, kan det være værd at gå en tur forbi og opleve det på egen hånd.

Desuden kan man opleve nogle af de mest spektakulære shows i verden. Næsten hvert hotel på The Strip har sit eget permanente show, hvor et stort navn optræder dagligt, og det kan absolut anbefales at opleve et af showsene, inden man brænder pengene af på casinoet senere på aftenen.

Den ultimative The Strip-oplevelse er at køre op ad gaden i en åben bil om aftenen. De mange lys og ekstraordinære bygningsværker er næsten overvældende, og hvis man sidder i førersædet, skal man huske at holde øje med vejen, ellers går det galt. Det kan dog også anbefales at gå en tur op ad gaden, i hvert fald omkring det verdensberømte dansende springvand ved Belaggio.

Selvom Las Vegas er blevet overhalet af Macau i Kina som verdens største spilleby, så er der stadig et eller andet specielt over det. Intet andet sted i verden er så mange casinoer og hoteller placeret så tæt på hinanden, som de er i Las Vegas, og man kommer aldrig til at kede sig i ”Viva Las Vegas”.